Projektets formål er gennem forsøg at udvikle forbedrede dyrkningsprocesser til at sikre en bæredygtig produktion af markfrø. De nye typer af sorter inden for de enkelte græsfrøarter har væsentligt ændrede vækstfysiologiske egenskaber i forhold til de typer, der hidtil er produceret frø på. Der skal derfor foregå en stadig udvikling af dyrkningsprocesserne under varierende praktiske forhold. For at sikre en god frøkvalitet og et højt udbytte samtidig med, at miljøbelastningen mindskes, er det vigtigt at minimere overskuddet af næringsstoffer, samt at optimere bekæmpelsen af ukrudt og svampesygdomme samt brug af vækstreguleringsmidler.
Der gennemføres forsøg med bekæmpelse af svampesygdomme i alm. rajgræs og strandsvingel, hvor svampemidlerne anvendes i varierende doseringer på forskellige tidspunkter, så der på baggrund af resultaterne kan foretages en optimering af de behovsbestemte dyrkningsprocesser. Som et led i at udvikle og justere kvælstoftildelingsstrategien i alm. rajgræs til frø, gennemføres der forsøg med forskellig kvælstoftildeling på flere bedrifter under varierende klima- og jordbundsforhold.Samspillet mellem kvælstof, vækstregulering og svampebekæmpelse er en kompleks matrix. Der gennemføres forsøg i alm. rajgræs til belysning af dette samspil for på baggrund af resultaterne at kunne forbedre dyrkningsprocesserne.